Mit hjerte synger

posted in: METAsnak | 0

I maj 2012 afholdte Lars, Gitte og Inger international konference i METAsundhed i Danmark. Det foregik i Middelfart og var mit første møde med det internationale og nationale netværk. På det tidspunkt var jeg nyudklækket METAmediciner (ja, det hed det dengang) – jeg havde taget METAsundhedsuddannelsen og modul C (den med eksamen) ugen lige inden. Så jeg var grøn, meget grøn.

 

På det tidspunkt sad jeg med en fornemmelse af jeg vidste rigtig meget om METAsundhed, det gjorde jeg også, men jeg forstod kun en lille smule. Det er med METAsundhed som med så mange andre ting, vi kan nemt lære det på et teoretisk plan, men for at forstå det må vi lægge mere tid og krop til. Den nye viden skal integreres i cellerne.

 

En af de ting som jeg hæftede mig ved på konferencen var den indbyrdes kærlighed. I kraft af mit konference-job som videoansvarlig, mikrofon-påsætter og powerpoint kopist, havde jeg kontakt med de mennesker som skulle på scenen mange gange dagligt og det var en fantastisk oplevelse. Fælles for dem alle var at de elskede at stå på scenen og tale om METAsundhed.

 

Én af dem var Susanne Billander, vi ankom til konferencen med ca. 1 times mellemrum og da hun fortalte om sin rejse til konferencecentret blev jeg straks klar over at hendes flow måtte jeg kopiere. Ved min ankomst med toget til Middelfart, som var fem min forsinket, missede jeg min bus som skulle køre ud i nærheden af konferencecentret, så jeg startede med at vente, i noget der lignede en time, på Middelfart station. Endelig kom bussen og jeg blev eskorteret ud til bunden af en stejl bakke, på toppen af bakken lå konferencecentret. Lad os bare sige at det var op ad bakke at komme frem til destinationen… Susanne derimod, havde i sin færden med toget fra lufthavnen fundet nogle rigtig søde danskere som hun havde snakket med hele vejen til Middelfart. Her var hun hoppet af toget og havde spurgt den første og bedste person uden for stationen, hvor hun mon kunne finde en bus til konferencecentret. Og her sker så det, som lød helt unaturligt i mine ører: manden tilbød hende et lift. Således ankom Susanne fyldt med energi og i flow til konferencecentret. Jeg var fuld af beundring.

 

Dagen efter præsenterede Susanne sit oplæg på scenen. Binyrerne. Hun talte om binyretræthed og hun opfordrede i den forbindelse alle til at lytte til deres krop. Det er den direkte kur mod binyretræthed. Stil spørgsmålet: Hvad får dit hjerte til at synge? Jeg vidste i det øjeblik, at jeg skulle finde mig et andet arbejde. Det tog mig dog lidt over 1,5 år at tiltrække mig en fyring. I den tid havde jeg en fast indkomst, samtidig med at jeg havde mulighed for at kigge nærmere på mig selv, tage diverse kurser, gå regelmæssigt i terapi og lægge nye terapiplaner når det blev nødvendigt. Et fast element i min terapiplan har været: brug ti min hver morgen på at mærke efter hvad jeg har lyst til i dag – hvad får mit hjerte til at synge? Svaret kan være forskelligt hver eneste dag og i lange perioder var jeg ikke klar til at sætte hele dagen af til svaret på mit spørgsmål (man skal jo passe sit arbejde). Nogen dage kunne det kun blive til ti minutter på min slackline, andre dage var jeg heldig at være på kursus i METAsundhed og allerbedst var det, når jeg fik lov at undervise.

 

Alt efter hvad svaret er på spørgsmålet: hvad får dit hjerte til at synge, giver det ofte anledning til et andet spørgsmål: kan man leve af at have et syngende hjerte?

Ja! Når mit hjerte synger og jeg har fokus på at gøre det jeg elsker, når jeg arbejder mod et større mål og føler jeg bevæger mig i den rigtige retning, så opdager jeg slet ikke hverdagsgøremålenes ligegyldige tristhed. Jeg vasker tøj, tømmer opvasker, laver mad osv. helt uden at overveje om det er kedeligt. Det kommer af sig selv. Min energi er høj. Vi kender alle sammen følelsen af at være i flow, det her kan være opskriften på et konstant flow; at følge sit hjerte.

 

Mit hjerte synger, når jeg taler om METAsundhed, når jeg hører andre tale om METAsundhed og når jeg ser METAsundhed gennemsyre folks liv, helt uden at de kender til METAsundhed. Jeg har et overordnet mål; at få så mange mennesker som muligt på grundkursus i METAsundhed. Så længe jeg arbejder mod det mål, kan jeg mærke mit hjerte synge, min energi vokser og mit liv føles meningsfuldt.

 

Hvad får dit hjerte til at synge?